BØRNEEKSEM

Kaldes også: Atopisk eksem, astma eksem, prurigo Besnier

Hvad er børneeksem?
Børneeksem er en reaktion i huden. Huden bliver rød og kløende med små knopper og måske vandblærer. Når barnet kradser, fordi det klør, kan der komme sår samt væskende hudområder, og efterhånden bliver huden nubret, tør og skællende. 
Hos de mindste børn er det som regel huden på kinderne og i bleområdet, der bliver ramt. 
Hos de lidt større børn er det ofte albuebøjninger og knæhaser samt bryst og nakke.

Hvorfor får man børneeksem?
Ca. hvert femte barn udvikler børneeksem i let eller sværere grad. Hos langt de fleste kommer eksemet i de første leveår, og igen hos langt de fleste forsvinder eksemet i løbet af barndommen. 
Men hos ca. halvdelen optræder håndeksem senere i livet.
Sygdommen er arvelig og ses ofte i familier med allergi. Børnene har således ofte samtidig høfeber eller astma, men allergi er ikke årsagen til eksemet.
Årsagen er delvis ukendt, men den menes at være en slags skævhed i immunsystemet, som fører til ændringer i huden, således at huden tørrer ud og let kan udvikle overfølsomhed. 

Hvordan behandles børneeksem?
Et barn med børneeksem kan virke pylret, irritabelt og urimeligt, og barnet kan have svært ved at sove på grund af kløen. Hvis eksemet er slemt, kan plejen af dette barn tage op til en time ekstra om dagen.
Barnet skal være klædt i bomuldstøj eller bløde kunststoffer – aldrig uld, som kan give kløe.
Kløe forværres i varme – så tag tøjet af barnet og lad det løbe halvnøgent rundt, hvis det klør.
Soveværelset bør være køligt.

Den tørre hud: Bør behandles dagligt med parfumefri hudplejemidler. (eks. Cosmea fugtighedscreme, Locobase eller carbamid 2-5%). Oliebade kan anvendes, men er ikke bedre end påføring af creme alene.

Den kløende hud: Kommer især, når barnet er varmt og svedigt, eller når eksemet er aktivt. 
Kortison creme er ofte nødvendig for at stille kløen, og mild kortison creme (fås i håndkøb) påført en gang dagligt om eftermiddagen eller om aftenen er uskadeligt.

Eksemet: Med synlig rødme, tørhed og kløe kræver behandling med stærkere kortison cremer. Når denne behandling har medført opheling af huden, skal man langsomt vænne huden til de mildere kortisoncremer igen for at forhindre opblussen af eksem. Dette bør ske i samråd med lægen.

Forkradsede sår og væskende eksem: Børneeksem smitter ikke, men der går let betændelse i forkradsede sår. Behandling med bakteriedræbende midler enten som creme, tabletter eller saft kan komme på tale, hvorfor du bør kontakte lægen.

Andre råd

  • Eksemet skyldes ikke allergi, og tests for allergi er sjældent af værdi for behandlingen.
  • Hvis du oplever, at dit barn får eksem ved kontakt med visse fødevarer eller husdyr, må du holde barnet væk fra disse. Efter nogle måneder kan barnet ofte igen tåle disse fødevarer uden at få eksem.
  • Savl kan lave eksem om munden, så brug fugtighedcreme om munden efter måltider
  • Du må gerne vaske dit barn med sæbe hver dag. Det holder bakterierne væk. Brug en mild børnesæbe uden parfume. Når du har tørret barnet efter badet, skal du bruge fugtighedscreme.
  • Brug ikke for varmt vand til badet.
  • Tjære creme (håndkøb, fx Basotar) hjælper – men det pletter tøjet og lugter. Kan derfor evt. bruges om natten.

Der findes god vejledning på https://www.astma-allergi.dk/