RÅD OM FEBER

Feber er tegn på sygdom
Feber er næsten altid et tegn på infektionssygdom, men siger ikke noget om årsagen, der kan være bakterier eller virus.
I de første leveår har børn ofte hyppige tilfælde af forkølelse og andre virussygdomme, nogle gange ledsaget af feber

Temperaturmåling
Barnets temperatur måles med et termometer (elektronisk eller kviksølv).
Termometerspidsen indfedtes i lidt vaseline eller creme og føres 2 cm ind i endetarmsåbningen, aflæses efter 2 minutter eller når der lyder et "bip".

"Hvor høj må feberen være?"
Børn kan godt have have høj feber, fx. 40,2 gr.C uden at være særligt alment påvirkede, måske løber barnet rundt og leger med blussende kinder.

Hvornår skal jeg kalde læge?
Barnets tilstand er det afgørende. Hvis barnets virker påfaldende slapt, sløvt eller "alment dårligt", bør lægen kontaktes uanset om der er høj feber eller ej, det samme gælder ved svær hovedpine, opkastninger og mavesmerter.
Det er således mere barnets tilstand end temperaturens højde der afgør om man skal kontakte lægen. Hvis barnet løber omkring og leger med blussende kinder kan man som regel roligt se tilstanden lidt an, selvom der er høj feber.

Hvad kan jeg selv gøre?
Barnet skal have rigeligt at drikke, gerne saft, mælk eller modermælkserstatning, eller hvad barnet nu foretrækker.
Afklæd barnet efter forholdene, så varmen kan slippe væk fra barnet. Ble, underbukser og kortærmet undertrøje er ofte rigeligt, tag evt. dynen ud af betrækket.

Febernedsættende medicin
Der er normalt ingen grund til af give medicin blot for at nedsætte temperaturen, heller ikke selvom temperaturen er høj. Når virkningen af medicinen ophører efter 3-6 timer stiger temperaturen igen og barnet får det ofte dårligt i forbindelse hermed. Kun hvis barnet har smerter af erkendt årsag, fx. mellemørebetændelse, skal man give medicin. I så fald bør man vælge paracetamol (Pamol,Panodil,Pinex m.fl.) i doser svarende til barnet alder og vægt.